Tjek af det nyfødte føl
|
Vi anbefaler, at alle nyfødte føl tilses af dyrlægen inden for første levedøgn, og naturligvis øjeblikkeligt, hvis der er tegn på sygdom eller problemer.
Føllet bør stå selv og patte inden for de første 2-4 timer efter folingen. Det er vigtigt, at føllet får råmælk inden for de første seks timer, da antistofferne i mælken på dette tidspunkt kan optages over tarmslimhinden. Optaget falder drastisk i løbet af de første 12 levetimer og lukker helt efter 18 timer. Disse antistoffer er føllets eneste immunforsvar i de første levemåneder, da hoppen (modsat kvinden) ikke overfører antistoffer via moderkagen. Hvis føllet ikke får nok råmælk før tarmoptaget lukker, kan det være nødvendigt at give føllet serum i blodet. Dyrlægen kan tjekke om føllet har fået nok antistoffer ved en lille blodprøve. Denne test kan tidligst laves 18 timer efter foling.
Vi anbefaler, at det nyfødte føl tjekkes inden for første levedøgn, hvor føllets almenbefindende vurderes. Hjerte og lunger undersøges, ligesom der ses efter medfødte deformiteter, såsom brok, ganespalte, indadkrængende øjenlåg m.m. og evt. skader efter fødslen, eksempelvis ribbensbrud. Hvis hoppen ikke er vaccineret indenfor de sidste 30 dage før fødsel, bør føllet gives stivkrampeserum.
|
|
 |
Føllets mavetarmkanal skal i gang efter fosterlivet, og ofte har føllet svært ved at komme af med den første afføring (mekonium), derfor giver dyrlægen ofte føllet et lavement ved føltjekket. Især hingsteføl kan have mekoniumforstoppelse, da disse er født med smallere bækken end hoppeføl.
Navlestedet kan være indgangsport for bakterier, hvorfor opretholdelse af god hygiejne i folingsboksen er vigtig. Derfor bør navlestedet også desinficeres efter folingen. Dyrlægen tjekker ligeledes navlestedet for brok og infektion.
Føllets benstilling vurderes, og om nødvendigt iværksættes den fornødne terapi.
Dyrlægen tjekker hoppen for udrivninger. Efterbyrden bør gemmes, så dyrlægen kan undersøge om det hele er kommet med ud. Efterbyrden afgår normalt 1-3 timer efter foling, og bør allersenest være afgået 8 timer efter foling. Ved mistanke om tilbageholdt efterbyrd (efter 3-5 timer) bør dyrlæge kontaktes straks, da dette kan give mange følgeproblemer, såsom livmoderinfektion, forfangenhed og urenhed. |
|