Kommandantvej 31, 4700 Næstved  |  E-mail: mail@hesteklinik.dk  |  Telefon: 57 64 10 33 | Webshop

Endokrine lidelser

Har din forfangne hest en underliggende endokrin lidelse?

"90 % af alle heste, som er eller har været forfangne, har samtidig en underliggende endokrin (hormonel) lidelse!"

​​

Ved De Danske Hestedyrlægers Årsmøde i Middelfart 2015 blev der lagt meget vægt på endokrine (hormonelle) lidelser og forbindelsen mellem disse lidelser, hyperinsulinæmi og forfangenhed. Dette er vigtige sammenhænge, som vi synes at hesteejere bør kende og forholde sig til:

  • Alle der har eller har haft en overvægtig hest, har formodentlig mødt en bekymret mine fra deres dyrlæge i forhold til blandt andet risikoen for udvikling af forfangenhed?
  • Eller måske har du nu eller tidligere haft en hest med diagnosen PPID/Equint Cushings Syndrom og fået at vide, at dén var i risiko for udvikling af forfangenhed?
  • Eller du har en hest/pony som har haft op til flere tilfælde af forfangenhed - og du frygter at det skal ske igen, selvom du passer meget på med foder/græs?

Alle 3 scenarier beskriver reelle sammenhænge/risici! Det spændende er, at videnskabelige undersøgelser viser en tydelig sammenhæng mellem endokrine lidelser som PPID/Equint Cushings Syndrom samt EMS (Equint Metabolisk Syndrom/"sukkersyge") og tilfælde af forfangenhed. I studierne fandtes, at op mod 90 % af alle testede heste, som havde lidt af 1 eller flere tilfælde af forfangenhed, samtidig testede positive for PPID og/eller EMS.

Derfor - allerede ved første tilfælde af forfangenhed anbefaler vi at få testet hesten for endokrine lidelser. Med viden om evt. underliggende endokrin lidelse har vi bedre muligheder for at forebygge forfangenhed hos din hest i fremtiden!

Hvornår er den tykke hest FOR fed?

Score fedtkammen for at vurdere om din hest er i risikozonen for insulinresistens og forfangenhed.

Når i har besøg af en dyrlæge fra Kasernen, sker det en gang imellem at vi påpeger overvægt hos jeres heste. Især går vi op i om hesten har "fedtkam" eller ej. Dette er ikke for at fornærme nogen (vi lover). For mange, er det en overraskelse at en stor og hård fedtkam øger risikoen for at hesten bliver forfangen. Hvilket er helt forståeligt, da denne viden er relativt ny (Carter et al, 2009).

Faktisk kan sammenhængen mellem størrelsen på fedtkammen og risikoen for forfangenhed defineres ret præcist. Når størrelsen på fedtkammen (målet omkring det tykkeste på halsen) i forhold til hestens højde, er større end 0,71 er der en markant risiko for insulinresistens og forfangenhed.

Det nemmeste i hverdagen er dog måske at man kan mærke på fedtkammen og give den en "score" - hvis den scorer 3 eller højere på den følgende skala, er der stor risiko for at hesten er insulin resistens og den dermed står i markant risiko for at blive forfangen. Jo højere score, jo større risiko:

Score 0: ​Intet synligt eller mærkbart (fedt)væv dorsalt for lig. nuchae (dvs den øverste del af halsen).

Score 1: Ingen synlig kam men man kan føle lidt fedtvæv når man mærker efter.

Score 2: ​Synlig kam. Fedtet er jævnt distribueret fra hovede til manke. Kammen kan nemt holdes i én hånd, og den kan let skubbes fra side til side.

Score 3: Kammen er tydeligt forstørret og fortykket. Der er mere fedt midt på kammen end der er ved hovedet og nede ved manken. Kammen udfylder ens foldede hånd og begynder at tabe sin fleksibilitet ved skub fra side til side (kammen bliver “hård).

Score 4: Kammen er markant forstørret og fortykket. Den fylder mere end ens foldede hånd og kan ikke skubbes fra side til side. Der kan være “rynker” i kammen.

Score 5:​ Kammen er så stor at den begynder at falde til den ene side.​​

Kontaktoplysninger

Kasernens Hesteklinik

Kommandantvej 32

4700 Næstved

Telefon: 57 64 10 33

E-mail: mail@hesteklinik.dk

KASERNENS HESTEKLINIK A/S
Kommandantvej 32
4700 Næstved


Det kan være svært at finde klinikken på det gamle Kaserne område.