Kommandantvej 31, 4700 Næstved  |  E-mail: mail@hesteklinik.dk  |  Telefon: 57 64 10 33 | Webshop

Kiropraktik

På Kasernens Hesteklinik har vi dyrlæger, der er IAVC certificeret i veterinær kiropraktik.
Der udføres både kiropraktik i ud kørende praksis og på klinikken. Kiropraktik kan både anvendes som en del af et behandlingsforløb, f.eks. i forbindelse med halthedsudredning, men det kan også stå alene.

Kiropraktik er en flere tusind år gammel teknik til at helbrede lidelser i bevægeapparatet - det vil sige muskler, knogler, led og nervesystem. Denne teknik har de seneste årtier vist sig også at være særdeles effektiv overfor forskellige sygdomme hos heste.

Som kiropraktorer arbejder vi med mobilisering af led indenfor dets normale bevægelsesområde. Det er en kontrolleret justering af et led, der har nedsat bevægelighed i én eller flere retninger for herved at genskabe den normale bevægelighed.

Yderligere vil hestens nervesystem også ofte være påvirket af låsninger især i hestens ryg- og halshvirvler, og nerverne kan herved blive klemt, hvis ikke disse led fungerer optimalt.

Hvad er kiropraktik

En kiropraktors fokus er at genoprette leddenes og nervesystemets normale funktion. Vi arbejder meget med, at alle reflekser i ryggen skal kunne udføres følsomt og ens til begge sider, op og ned, samt uden større irritationer eller smertereaktioner fra hesten. I de fleste tilfælde bliver hestene meget glade for behandlingen allerede ved første eller anden behandling. Til meget ømme heste vælger vi tit at starte med en mild manuel teknik, der løsner op i musklerne og som regel får hesten til at slappe bedre af og acceptere behandlingen. I sjældne tilfælde kan det være en fordel med en let sedation for at få hesten til at slappe af.

Kiropraktoren "retter" egentlig ikke på noget i den forstand at han flytter på noget, som er skævt. Men da vores krop jo hænger sammen vha. en masse led, vil et led der ikke har fuld bevægelighed, give indtryk af at man er "skæv", hvis leddet kun kan bevæge sig den ene vej. Kiropraktoren korrigerer dette ved at give et skub til leddet i præcis den vinkel leddet er skabt til at bevæge sig, samt indenfor dets normale bevægeligheds-kapacitet - og genopretter på den måde leddets normale bevægelighed. Hesten virker herefter lige igen fordi leddenes normale bevægelighed er genoprettet. Muskelspændingerne forsvinder, når leddet igen kan bevæge sig normalt og derfor virker kiropraktik også smertestillende - fordi det fjerner årsagen til smerten.

Normalt kræver det 2-4 behandlinger at få den normale funktion helt tilbage – og et varigt resultat er selvfølgelig også afhængig af, at der ikke ligger årsager som spat eller andre skader i benene til grund for problemet.

Ved primære skader i benene, vil spændinger forplante sig til ryggen, og kiropraktik kan i disse tilfælde være med til at løsne op for spændingerne og dermed lindre smerterne. Men det er meget vigtigt, at man løser det primære problem i benene, hvis det kan lade sig gøre. Kiropraktikbehandling må ikke blive en "sovepude" på den måde, at man så udsætter egentlig veterinær behandling. Det er meget vigtigt, at man får hesten udredt videre, hvis 2-3 kiropraktikbehandlinger ikke løser problemerne. Derudover er det helt essentielt, at både tænder og hove bliver passet optimalt, da problemer her ofte giver sekundære problemer i led, muskler, sener og ryg. Vi rasper også tænder og vejleder gerne omkring hovenes balance og eventuelle behov for korrektioner.

Ved problemer, der ikke lader sig løse med traditionel behandling, for eksempel "færdig udviklet" spat eller andre gigtforandringer, kan kiropraktik med fordel bruges som smertelindrende behandling og for at begrænse yderligere skæv- eller overbelastninger.

Den kiropraktiske behandling

En kiropraktisk behandling starter med en grundig samtale omkring de observationer, du har gjort dig om hestens problem. Derefter vil vi gerne se hesten blive longeret, mønstret og/eller redet - på denne måde kan vi vurdere hestens symmetri, balance samt eventuelle haltheder. Hesten undersøges yderligere både mht. nervesystemets funktion, samt leddenes bevægelighed og symmetri, og der behandles hvor nødvendigt med kiropraktiske teknikker

Kiropraktik kan være en stor hjælp til heste med større eller mindre bevægelsesforstyrrelser eller usymmetrier. Kiropraktik kan dog ikke gå i stedet for dyrlægebehandling, og det er altid en del af udredningen af hesten, at vurdere om der kræves yderligere diagnosticering af problemet. Kiropraktik kan for eksempel ikke kurere primære problemer i benene, og det er derfor en fordel at kiropraktoren også er dyrlæge, så der kan laves en kvalificeret vurdering af hesten som helhed

Følgende symptomer kan være forårsaget af kiropraktiske låsninger:

  • Ubehag ved opsadling eller oversensitiv ryg

  • Stivhed og nedsat præstation

  • Tendens til taktfejl

  • Skævhed i krydset

  • Muskel asymmetri eller mangel

  • Ændringer i adfærd

  • Hesten træder mindre ind under sig evt. asymmetrisk

Under rytter kan symptomerne på kiropraktiske låsninger være følgende:

  • Hesten slår med halen og sænker ryggen

  • Springhesten, der er begyndt at refusere eller springe skævt

  • Dressurhesten, der pludselig får svært ved sidebevægelser, samlede øvelser eller overgange

  • Hesten, der er begyndt at stive sig i nakke og/eller hals

  • Hesten, der er begyndt at snuble eller gå krydsgalop

Kiropraktik kan også bruges til at holde præstationshesten ved lige, så skader og overbelastninger herved forebygges, og hesten får et højere sundhedsniveau og kan yde optimalt. Det kan yderligere anvendes som restituerende behandling efter konkurrence.​

Kontaktoplysninger

Kasernens Hesteklinik

Kommandantvej 32

4700 Næstved

Telefon: 57 64 10 33

E-mail: mail@hesteklinik.dk

KASERNENS HESTEKLINIK A/S
Kommandantvej 32
4700 Næstved


Det kan være svært at finde klinikken på det gamle Kaserne område.