Energimetabolismen i hoven - den lidt nørdede udlægning af problemet
Energimetabolisme i den normale hov
Der er ingen eller meget få insulinreseptorer i cellerne i hoven. Derimod er der nogle insulin-uafhængige (GLUT) receptorer som sørger for at cellerne får den energi de skal bruge (glukose/sukker) - hovens celler har nemlig et meget højt energiforbrug. Men når der ikke er nogen insulinreceptorer i hoven, hvorfor giver et højt insulinniveau så problemer? Når ikke der er insulinreceptorer i cellerne, burde cellerne være "immune" overfor blodets insulin. Forklaringen ligger i nogle receptorer der hedder IGF-receptorer, altså en receptor der normalt binder til IGF-1 (Insulin-Like Growth-Factor-1). Som navnet indikerer, har IGF-1 insulin-lignende virkning på cellerne. Men modsat insulin, som sørger for at cellerne optager glukose, sørger IGF-1 for at cellerne deler sig og bliver til flere. Da cellerne i hoven deler sig meget for konstant at danne nyt horn, giver det mening at der er mange IGF-1 receptorer.
Energimetabolisme i den forfangne hov
Når koncentrationen af insulin i blodet stiger til over et vist niveau (som det ses efter et måltid med meget sukker/stivelse eller hos heste med insulinresistens/EMS), bliver IGF-receptorerne i hoven (fejlagtigt) følsomme for insulinet, og binder insulinet. Dermed sættes delingen af cellerne i hoven op på turbo-niveau - faktisk præcis lige som man ser ved cancer (kræft). De hurtigt delende celler taber deres indre skelet samt forbindelserne mellem cellerne (i alvorlige tilfælde tabes også forbindelsen til basalmembranen). Lamellerne vokser dermed og bliver meget lange, støtteapparatet bliver strakt og ødelægges - den sirligt og genialt opbyggede hov taber på denne måde sin struktur og hestens vægt kan derfor ikke længere fordeles ud til hovvæggen via støtteapparatet. Hovbenet præsses i stedet direkte ned i sålen, især i tåen, mens hovbenet roterer og/eller synker inde i hovkapslen - i alvorlige tilfælde oplever hesten hermed en ekstrem smerte.
I milde tilfælde bliver hesten kun øm på ujævnt underlag, mens den i de mest alvorlige tilfælde slet ikke kan gå. Mange heste vil i alvorlige tilfælde forsøge at aflaste tåen ved at strække forbenene fremad.
Opheling efter forfangenhed
Vi vil i denne artikel kun kort omtale behandlingen af forfangenhed. Jo tidligere man opdager at der er problemer, jo bedre chancer har hesten for at blive rask. I de helt akutte stadier har det meget stor værdi at afkøle benene (gerne isvand op til forknæ/has) - dette kan foretages i de første 72 timer. Så snart det er muligt, bør der pålægges en sko med overruldning tilbage omkring hovbenets spids, mens området under tåen (hvor hesten oplever mest pres/smerte) bliver fritlagt. Der er faktisk ikke videnskabelige beviser for at smertestillende er vigtigt for at hesten heler op - men det er dog uanset nødvendigt i de fleste tilfælde af hensyn til hestens velfærd. I de akutte stadier skal hesten bevæge sig mindst muligt for at forebygge rotation/synkning af hovbenet. Rotation/synkning sker normalt i løbet af den første måned efter det akutte tilfælde - vi anbefaler derfor først at få taget røntgenbilleder efter 3-4 uger. Så snart hesten er komfortabel er det en fordel med kontrolleret bevægelse for at forbedre blodflowet til hoven samt nedsætte insulinniveauet i blodet.
Sidst men ikke mindst, er det helt essentielt at analysere sig frem til årsagen til forfangenheden. Hvis hesten har en underliggende endokrin lidelse, kan det være til stor hjælp at få stillet denne diagnose, da man så både kan forebygge nye tilfælde ved kost- og motionsændring, samt medicinere hesten hvis dette skønnes nødvendigt. Vi har i dag meget gode muligheder for at håndtere den insulin-inducerede forfangenhed, og i langt de fleste tilfælde kan hesten blive en velfungerende ridehest igen med den rette behandling og forebyggende tiltag.